søndag den 25. september 2011

Kloge ord fra kloge kvinder

Bølgen af biografier og samtalebøger har de seneste år udviklet sig til en sand tsunami. Alle lige fra fodboldspillere til forbrydere har udgivet deres livshistorier - uanset hvor meget (eller lidt) livserfaring, de reelt har haft at byde på.

Når Mette Fugl og Karen Thisted sætter sig sammen og udveksler minder om karrierer og familieliv, verdenspolitiske spændinger og personlige kriser, forstår man dog genrens relevans. De to journalister har virkelig noget at bringe til bordet, og de disker op med anekdoter, der både er tanke- og lattervækkende.

"Er vi de eneste normale her", hedder de to damers samtalebog, der blev udgivet i 2008. Jeg læste den på en weekend og var godt underholdt hele vejen.

tirsdag den 13. september 2011

Bøger! Bøger! Bøger!

Juhu - endelig! Et nyt bogprogram er på vej på DR2. Programmet hedder "Tekst-tv" og bliver sendt første gang søndag den 18. september kl. 23.

Der har længe manglet et bogprogram på tv, og hvis "Tekst-tv" bliver lige så innovativt, underholdende og begavet som kanalens seneste nyskabelser "Kulturgeist" og "TV! TV! TV!", har vi virkelig noget at glæde os til.

Læs mere om programmet i Politiken:

http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1390895/nyt-bogprogram-paa-dr-naegter-at-vaere-stoevet-og-hoejpandet/

søndag den 11. september 2011

Gode bøger på det store lærred

Sidst fortalte jeg om Annie Proulx og hendes filmatiserede værker. Og nu vi er ved gode bøger, der er blevet til film, vil jeg lige anbefale et par stykker mere.

I 1992 blev den unge amerikaner Chris McCandless fundet død af sult i en gammel bus i Alaskas vildmark. Drevet af undren over den unge mands skæbne satte journalisten Jon Krakauer sig for at afdække hans historie. Det førte til en artikel i bladet Outside og siden til bogen "Into the Wild". Bogen er et eminent stykke journalistisk arbejde, hvor man må beundre Krakauers evne til at researche og fortælle. Sean Penn omsatte bogen til film i 2007 med Emile Hirsch i hovedrollen som Chris McCandless; en stor præstation af den unge Hirsch, der bl.a. tabte sig 17 kg for at komme til at ligne den udsultede Chris McCandless.

Et helt andet drama udspiller sig i en anden tid og noget nær så fjernt fra vildmarken, som man næsten kan komme: nemlig i Long Island og New York i de brølende 1920'ere. Her møder vi i F. Scott Fitzgeralds klassiske, tragiske og symbol-ladede historie "The Great Gatsby" levemanden Jay Gatsby, der er fatalt forelsket i ungdomskæresten Daisy. Bogen blev filmatiseret i 1974 med Robert Redford i titelrollen, og selv om filmen er god, glæder jeg mig meget til at opleve Leonardo DiCaprio som den lapsede Gatsby i genindspilningen, som får premiere i 2012. Jeg tror, DiCaprio er castet helt rigtigt til rollen - bare tænk på, hvor forpint han spillede rollen som frustreret ægtemand i "Revolutionary Road".

På vej er også Lone Scherfigs filmatisering af Rose Tremains fantastiske historiske roman "Music and Silence", der udspiller sig ved Christian IV's hof i 1600-tallet og har kongens ægteskaber i fokus. Normalt er jeg ikke til historiske romaner, men i Tremains fortælling kan man næsten mærke, hvor koldt der har været på Rosenborg ved vintertid, og hvordan det har været at sidde ved et blafrende stearinlys og komponere kærestebreve og musik.

Alle tre bøger er oversat til dansk med følgende titler:
Jon Krakauer, "Ind i vildmarken"
F. Scott Fitzgerald, "Den store Gatsby"
Rose Tremain, "Musik og stilhed".

Læs dem og se filmene!